tirsdag den 18. marts 2008


Forslag til daglig læsning i Den Stille Uge


Du får en kort tekst fra Lukas evangeliets påskeberetning.


Læs teksten langsomt, højt og tydeligt (også selvom du læser alene)

Mærk efter og tænk over om der er et specielt vers eller ord i teksten, der vil dig noget:
gør dig urolig, glad, irriteret, fredfyldt, spørgende...

Tænk efter, hvorfor mon netop dette vers er det, du standser ved?

Bed: Sig tak for det, teksten har gjort dig opmærksom på, forsøg at formulere en bøn over det.


Tirsdag 18. marts: Lukas 19: 35 - 40
De kom så hen til Jesus med føllet og lagde deres kapper på det og lod Jesus sætte sig op. Og hvor han kom ridende, bredte folk deres kapper ud på vejen. Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set. De råbte: Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn! Fred i himlen og ære i det højeste!
Nogle farisæere i skaren sagde da til ham: »Mester, sæt dine disciple i rette!«
Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.«
+++
Onsdag 19. marts: Lukas 22: 1 - 5
De usyrede brøds fest, som kaldes påske, nærmede sig. Og ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen, for de var bange for folket. Men så fór Satan i Judas, som blev kaldt Iskariot, en af de tolv; og han gik til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og talte med dem om, hvordan han kunne forråde Jesus til dem. De blev glade og aftalte at give ham penge for det. Han gik ind på det og søgte nu en lejlighed til at forråde ham til dem, uden at der blev opløb.
+++
Torsdag 20. marts: Lukas 22: 14 - 20
Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.«
Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.« Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.
+++
Fredag 21: Lukas 23: 39 – 43
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
+++
Lørdag: Lukas 23: 50 - 56
Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand, som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen. Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.
+++
Søndag: Lukas 24: 1 – 8
Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord.
+++

Mandag: Lukas 24: 36 - 43
Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med jer!« De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: »Har I noget at spise her?« De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.

Ingen kommentarer: